Den nye og med spænding imødesete vejledning om særtransport slår fast, at det er Færdselsstyrelsen som endeligt afgør, hvilket gods der må transporteres som særtransport. Kobles denne beføjelse sammen med anklagemyndighedens grænsesøgende adfærd på tungvognsområdet for øjeblikket (hvor de prøver reglernes anvendelse langt ud over hvad reglerne kan og skal bære), har vi en situation som er umulig for transportøren og industrien, som skal have tilført råvarerne.
Jeg havde fornøjelsen at føre sagen ved Retten i Nykøbing Falster, som handlede om transport af rionet på 3 meter – altså kørsel som krævede anvendelse af særtransportreglerne.
Rionet anvendes af betonindustrien til forstærkning af betonkonstruktioner. Dommen gik vognmand og chauffør imod, fordi dommer mente, at Færdselsstyrelsen havde ret i, at når rionettet rent faktisk kan fås i en mindre dimension, må rionettet ikke transporteres i 3 meters bredde, som kræver anvendelse af særtransportens undtagelsesregler.
Begge sager, dvs. både sagen mod virksomheden og mod chaufføren, er anket til landsretten.
Færdselsstyrelsen uhensigtsmæssige rolle
Det er som sådan ikke sagens afgørelse, der er interessant, men derimod indholdet af den nye vejledning, som sagen gav anledning til, der optager mig. Indholdet af vejledningen har bl.a. følgende formulering:
”Klageadgang
Politiets afgørelser i medfør af særtransportbekendtgørelsen kan indbringes for Færdselsstyrelsen. Klagefristen er 4 uger. Indbringes sagen for Færdselsstyrelsen, fritager dette ikke den pågældende at følge politiets afgørelse. Færdselsstyrelsens afgørelse efter denne bekendtgørelse, er endelig og kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed”
Denne formulering – og samtidig glasklare fastlæggelse af rollefordelingen – skal kombineres med den udprægede tendens til grænsesøgning, som jeg oplever i dagligdagen fra anklagemyndighedens side på tungvognsområdet. Med anklagemyndighedens grænsesøgende adfærd i kombination med Færdselsstyrelsens suveræne kompetence til at afgøre spørgsmål på særtransportområdet, forudser jeg særdeles alvorlige forhindringer for at få tilført råvarer til industrien – råvarer som kræver anvendelse af de lempelser, som fremgår af særtransportreglerne. Og når vi så oveni lægger, at vejledningen præciserer, at politiets afgørelse om den konkrete særtransport skal følges på stedet, så bliver det endnu mere vanskeligt at være chauffør.
Lad de rette eksperter udtale sig om det, de har bedst forstand på
Jeg har i udgangspunktet stor respekt for Færdselsstyrelsens embedsmænd, men når man i Nykøbing Falster-sagen i fuldt alvor påstår, at rionet kan transporteres stående, så demonstrerer man en alvorlig mangel på ekspertise om det produkt, man med tyngde i stemmen udtaler sig om.
Realiteten er, at rionettets ender vil blive bøjet i det øjeblik rionettet stilles på højkant. Enderne på rionettet kan ikke bære selve rionettets vægt. Forholdet undersøges ikke nærmere, men argumentet er fremme som begrundelse for, at den konkrete transport ikke kan anvende særtransportens regler.
Når folk med manglende ekspertise inden for et område (i dette tilfælde hvordan rionet kan pakkes/stables) sættes til at træffe afgørende beslutninger om området, er der noget galt med retssikkerheden. Færdselsstyrelse er skrappe til regelanvendelse- og administration, men de er ukyndige indenfor råvarernes (eks. rionets) egenskaber.
Rollefordelingen må ændres, og jeg beder jer med indflydelse om at gøre noget ved problemet således, at særtransportområdet også i fremtiden kan udøves på et fornuftigt niveau til gavn for dem, som skal anvende råvarerne og til gavn for dem, som skal transportere de samme råvarer. Lovgivningen og vejledningen bør ændres så embedsmænd vurderer det, de har ekspertise i (regeladministration). Og så skal fagfolk vurdere spørgsmål af betydning for transport- og råvareleverance.
