Man skal forstå, hvordan strafsystemet fungerer for at kunne se, hvad der venter. Jeg vil her ganske kort gennemgå hvordan en typisk sag i strafsystemet kunne foregå med det formål at demonstrere, hvorfor jeg i den grad frygter hvilke konsekvenser de nye skærpede sanktioner vil få for chaufførerne.
Vi starter historien med, at færdselsbetjenten fra et af politiets tungvognscentre standser en lastvogn og opdager en fejl, som han opfatter som en mulig sikkerhedskritisk fejl. Betjenten, som er af den mere grænsesøgende art, beskriver herefter fejlen i en rapport. Hjemme på stationen overgives rapporten til en bilinspektør, der også er ansat af anklagemyndigheden. Betjenten beder bilinspektøren udarbejde en bilinspektørrapport og i den forbindelse får bilinspektøren også nogle billeder af den fejl, betjenten mener er sikkerhedskritisk. Bilinspektøren udarbejder herefter sin rapport og udtaler sig i den om farligheden af fejlen.
Politirapporten og bilinspektørrapporten gives videre til tungvognscentrets anklager, der udarbejder et anklageskrift med påstand om en forhøjet bøde og typisk i forlængelse heraf også frakendelse af førerretten. Herefter indkaldes chauffør og vognmand til retten. Først afhøres chauffør og vognmand – og herefter skal betjenten afgive sin forklaring om fejlen. Sidst men ikke mindst er det bilinspektørens tur til i retten at underbygge sin konklusion i den rapport, han har udarbejdet om farligheden af den mulige sikkerhedskritiske fejl, som betjenten indledningsvis har fundet. Herefter er resten overladt til anklagerens og forsvarerens procedure, inden dommeren træffer afgørelse i sagen.
Er det ikke bare sådan systemet fungerer og er det ikke godt nok?
Nej det er helt bestemt IKKE godt nok. Der er flere alvorlige ubalancer indbygget i netop dette system.
Betjentene er grænsesøgende
Det skal ikke være muligt for mig som forsvarer at score hattrick på to forskellige dage. Det kan kun lade sig gøre, fordi mange af betjentene ifm. tungvognskontroller gør alt hvad de kan for at finde det mindste halmstrå, de kan klynge chaufførerne op på. Hvis færdselsstraffesagerne var solidt funderet i tydelige overtrædelser, som befinder sig inden for sikre grænser, ville jeg ikke kunne lykkes med seks frifindelser i samme typer sager. Jeg ser heri et tydeligt eksempel på resultatet af den grænsesøgende adfærd hos politiet
Bilinspektørerne støtter ukritisk op om betjentenes beskrivelse af den formodede sikkerhedskritiske fejl
Det er min erfaring fra mit daglige virke i retssalene, at bilinspektøren meget ukritisk støtter betjentens konklusioner i det første rapportmateriale – oftest uden selv at have været til stede og således uden selv at have undersøgt detaljen. Bilinspektørens konklusioner (i den rapport, de udarbejder og fremlægger i retten) hviler således på betjentens beskrivelser af den oplevede fejl og nogle billeder, betjenten har taget. Jeg har til gode at opleve, at en bilinspektørrapport stiller sig kritisk over for betjentens observationer og konklusioner. Tværtimod støttes der nærmest konsekvent op om betjentens beskrivelser. Og de fleste bilinspektørrapporter sluttes af med bilinspektørens udtalelse om farligheden af fejlen, og den får som regel ikke for lidt, når bilinspektøren beskriver netop farligheden af den detalje, betjenten vil have straffet
Anklagemyndighedens objektivitet er svær at få øje på
Chauffør og vognmand har ikke en chance i retten, når først betjenten og dernæst bilinspektøren er blevet afhørt. De bliver dømt med piber og tromme, for domstolen læner sig op af anklagemyndighedens objektivitet, som den fremgår af straffelovens 96 stk. 2 andet led. Denne bestemmelse slår fast, at anklagemyndigheden også skal finde de beviser, der taler imod tiltaltes skyld. Det gør anklagemyndigheden bare ikke. I stedet bliver de rapporter, jeg som forsvarer egenhændigt indhenter, og hvis indhold netop sår tvivl om bilinspektørrapportens konklusioner, med næb og klør bekæmpet af anklagemyndigheden.
Konsekvenserne af ovenstående er vidtrækkende sammenholdt med de skærpede sanktioner
Overfor dette system, som det virker i praksis i retten i det daglige, har chauffør og vognmand ikke en chance. For at forstå min frygt for konsekvenserne, skal man forstå, hvordan systemet fungerer ift. de nye skærpede sanktioner og man skal forstå, at har chaufføren opfyldt betingelserne for at få den høje bødestraf – ja, så er der direkte adgang til også at miste kørekortet samtidigt. Som jeg tidligere har nævnt i en anden artikel, viser det sig nemlig, at betingelserne for at pålægge den stærkt forhøjede bøde er så godt som identiske med betingelserne for at miste kørekortet betinget https://www.forman-advokater.dk/regel-danmark-glemmer-at-fortaelle-at-det-samtidig-med-den-staerkt-forhoejede-boede-koster-en-betinget-frakendelse-af-koererkortet/
Færdselsstyrelsens liste – sammenholdt med manglende respekt for Færdselsstyrelsen
Regel-Danmark henviser konsekvent til, at Færdselsstyrelsen er ved at udarbejde en liste og at når listen kommer, så er alle bekymringer for konsekvenserne af de skærpede sanktioner unødvendige.
Jeg er nødt til at stille følgende spørgsmål:
Hvordan forestiller regel-Danmark sig, at denne liste skulle få indflydelse på strafferetten som den udøves i det daglige i de danske retssale?
Jeg kan som udøvende forsvarsadvokat i netop disse sager overhovedet ikke få øje på, hvordan en sådan liste kan få nogen form for regulerende betydning. Man skal huske på, at Færdselsstyrelsens indflydelse på politiet udelukkende er vejledende.
Jeg må til min gru samtidigt konstatere, at der helt grundlæggende i politiet mangler respekt for Færdselsstyrelsens rådgivning. Det fik jeg færten af under Rionetsagerne, som handlede om transport af støbenet i overstørrelse. Og denne fornemmelse af politiets manglende respekt for Færdselsstyrelsen er i mellemtiden blevet vekslet til sikker viden, i og med at en af politiets repræsentanter under et orienteringsmøde om de skærpede sanktioner netop gav udtryk for denne holdning overfor de forsamlede vognmænd.
Summa summarum
Straffesystemet, som det aktuelt fungerer, vil sammen med de skærpede sanktioner åbne en ladeport for sager med tunge og alvorlige straffe til både chauffører og vognmænd og Færdselsstyrelsens liste over sikkerhedskritiske fejl vil ingen forskel gøre. Listen kan i værste tilfælde blive en inspirationskilde for grænsesøgende betjente og kan dermed benyttes til forfølgelse af yderligere såkaldte sikkerhedskritiske fejl.
