Når Fødevarestyrelsens chef til sit forsvar siger, at antallet af mink og stort tidspres var årsagen til, at mange mink blev aflivet på den allermest grusomme måde, forsvinder styrelsens autoritet som myndighed på dyretransportområdet.
Argumentet gælder ikke for alle
Fødevarestyrelsens chef siger på TV2, at når rigtig mange mink skal aflives på kort tid, er dette årsagen til, at nogle mink er blevet klemt og brændt ihjel. Tidsperspektivet og antal dyr er dermed chefens helt centrale forklaring. Fødevarestyrelsens helt store problem med den forklaring er bare, at i deres egne transportegnethedssager mod chauffører og vognmænd afvises samme argumentation helt konsekvent;
Chauffører og vognmænd henvises til at organisere læsningen anderledes og bruge længere tid på læsningen
MEN: Det er vel Fødevarestyrelsen, der udøver reglerne om dyrevelfærd? Kan man som chef for foretagendet bare have den holdning, at det store antal dyr i kombination med tidsknaphed kan forklare og dermed retfærdiggøre grusomhederne overfor minkene? Det mener jeg ikke.
Billederne påvirker os
Helt almindelige mennesker påvirkes af at se mink i dødskamp forsøge at komme ud af en sprække i en kasse fyldt med aflivningsgas, ligesom det i den grad rører almindelige mennesker at se en mink vakle rundt nede i affaldsskakten på forbrændingen, kort før den bliver skubbet ind i ovnen. Sådan er det heldigvis. Der er tale om grusomheder, som påvirker og skal påvirke den almindelige borger i alvorlig grad.
’Trængsel’ udfordrer arbejdet
Når dyr skal aflives – og den centrale myndighed på dyrevelfærdsområdet skal stå for at arrangere aflivningen – er kravet, at aflivningen sker under sikre og humane forhold. Det er derfor vanvittigt provokerende, når chefen for Fødevarestyrelsen (den centrale myndighed, der skal beskytte dyrene) vover at anvende antallet af dyr og tidsknaphed som begrundelse for grusomhederne. Og det bliver særligt pinligt for Fødevarestyrelsen, når jeg samtidigt kan henvise til, at netop antallet af dyr og tidspres under læsningen af dyretransporter konsekvent afvises som begrundelse for, at et ellers triveligt slagtesvin under læsningen hos landmanden slap med, selvom dyret havde et lidt for stort brok hængende under bugen. Et brok som chaufføren overså, fordi dyrene er flokdyr, der klumper sig tæt sammen foran chaufføren, mens han driver dem ind i lastbilen. Slagtesvinet har typisk ikke lidt nogen overlast og således ikke været smertepåvirket hverken før, under eller efter transporten.
Hvad skal forseelsen koste for Fødevarestyrelsen?
I en sådan transportegnethedssag om et lidt for stort brok får chaufføren typisk 20.000 kr. i bøde og vognmanden 60.000 kr. Jeg skal spare læseren for at udpensle forskellene i de to situationer dyrevelfærdsmæssigt. Men jeg er nødt til at stille spørgsmålet, om vi virkeligt er nået dertil, hvor en myndighed mener, at de kan slippe godt fra at have én holdning, når myndigheden selv skal arrangere forhold (her aflivning af mink) og så den diametralt modsatte holdning, når sagerne mod chauffører og vognmænd anlægges og gennemføres af samme fødevarestyrelse rundt om i retterne i det ganske land?
Lur mig om ikke situationen ender med, at der intet sker overfor Fødevarestyrelsen. Jeg vil med stor spænding følge forløbet i de sager som er rejst mod Fødevarestyrelsen, men jeg vil godt sætte en virkeligt god flaske Bourgogne på, at der desværre nok intet sker.
Fødevarestyrelsen viser mangel på respekt overfor de som i det daglige udøver dyretransport
Afstanden mellem Fødevarestyrelsen og virkeligheden i retssalene ifm. dyretransportsagerne er åbenbart blevet stor nok til, at chefen tør vove at anvende argumentet om mange mink og stort tidspres som forklaring og dermed som begrundelse for dyrenes grumme skæbne. Jeg skal fra nu af love at minde samme Fødevarestyrelse om argumenternes modstrid, når lejligheden herefter byder sig i retssalene.
