Der var engang tre chauffører, der en grå vinterdag var indkaldt til Retten i Glostrup i tre forskellige sager – og de stod alle til at miste kørekortet.
Den første havde kørt med en container på en anhænger og i et venstresving faldt containeren af. Den anden havde foretaget et vognbaneskift og påkørte i den forbindelse en personvogn i inderbanen, og endelig havde den tredje chauffør glemt at køre underkøringskofangeren ud.
Det kunne have været en træls dag for alle tre chauffører, men det blev det heldigvis ikke.
Der er gået inflation i påstand om frakendelse af kørekortet
Anklagemyndigheden nedlægger efterhånden konsekvent påstand om frakendelse af førerretten i alle ovenstående type sager:
”Der er sket tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden” står der så dramatisk i den her type anklageskrifter. Der er gået inflation i påstand om frakendelse – en inflation som i den grad fik et knæk den dag i Retten i Glostrup.
Man kan nemlig lære en del af de tre sager.
Ikke alle hændelser i trafikken er lig uagtsomhed
At tabe en container er ikke ensbetydende med, at chaufføren har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Kun hvis chaufføren ikke har foretaget den kontrol, han skal, af om containeren sidder fast på anhængeren, kan man begynde at tale om uagtsomhed.
Chauffør nummer to havde foretaget et vognbaneskift, hvor der skete sammenstød med en personvogn, som kørte i inderbanen. Denne situation er heller ikke ensbetydende med, at chaufføren har ”tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden”.
Kun hvis chaufføren ikke har kigget sig godt nok for inden vognbaneskiftet, kan man begynde at tale om uagtsomhed.
Og hvis man glemmer at køre en underkøringskofanger ud på plads efter endt aflæsning, er det heller ikke ensbetydende med, at chaufføren skal miste sit kørekort. Der var tale om en forglemmelse, som skete på et tidspunkt, hvor chaufføren kun manglende halvanden måned i at være fri af en 5-årig prøveperiode efter en tidligere frakendelse. Det er en formildende omstændighed, at den ”nye” overtrædelse sker i den absolut sidste del af den 5-årige prøveperiode. Og når risikoen for at forvolde fare samtidig var så begrænset som her, undgik chaufføren frakendelse.
Eventyret endte godt – og her er moralen
Tre frifundne, glade og lettede chauffører blev resultatet af de tre retssager i Retten i Glostrup den 10. januar 2018. De kunne glæde sig over at dommeren, den dag i januar, holdt tungen lige i munden og var enig i, at uagtsomhed enten ikke var til stede, eller kun til stede i et omfang, som ikke giver frakendelse.
Anklagemyndigheden kunne måske lære noget af, at tre sager på samme dag vindes af forsvaret – fremover burde de overveje at økonomisere lidt mere med frakendelsespåstandene i denne type sager.
Det var første gang i karrieren, jeg scorede hattrick i form af tre frifindelser på én dag – den slags eventyr får man vist kun lov til at opleve en gang i advokatlivet 😉