BMS-chauffør Stener Vanghøj Hansen oplevede chaufførens værste mareridt den dag i krydset i Århus. Stener havde gjort alt menneskeligt muligt for at orientere sig så godt som overhovedet muligt, og derfor blev han frifundet for uagtsomt manddrab samt frifundet for påstanden om frakendelse af førerretten.
Det kan konstateres, at chaufføren er blevet frifundet, fordi han har opfyldt sin handlenorm. Handlenormen er afgørende for, om chaufføren har optrådt uagtsomt. Retten kigger på, om chaufføren har gjort alt det, den dygtige og erfarne chauffør kan gøre, og har han det, skal der ske frifindelse.
Det er selvfølgelig en lettelse af få domsmandsrettens ord for at have gjort alt det menneskeligt mulige for at undgå højresvingsulykken, men bevidstheden, om det der skete den dag i krydset i Århus, er en livslang følgesvend.
Det er min konklusion, efter der for sjette gang er afsagt en dom, at et højresving kan gennemføres så rigtigt, at chaufføren efterfølgende frifindes, selvom højresvinget har resulteret i en ulykke med dødelig udgang.