Situationen
Nordlys/Christiania-sagen er ikke en enlig svale ift. at anklagemyndigheden forsøger at påvirke vidnerne. Jeg har mødt samme situation i en af mine færdselsstraffesager:
En vognmand skal læsse af med lastbilens kran, hvilket kræver at støttebenene sættes ud, så kranen står stabilt, mens den anvendes. Støttebenene bliver sat ind over en cykelsti og omgivelserne bliver advaret ved hjælp af springblink, lastbilens katastrofeblink, markeringer på støttebenene samt chaufførens orange jakke, mens han udfører arbejdet. Desværre overser en cyklist støttebenet med sammenstød til følge – og sammenstødet medfører, at cyklisten afgår ved døden.
Bilinspektørens fejlagtige slutning – ifølge anklageren
Som det er sædvanligt i denne type situationer tilkaldes en bilinspektør, der undersøger lastbilen og situationen. Bilinspektøren udarbejder herefter en rapport, som bliver en del af straffesagen mod vognmanden. Bilinspektøren kommer i rapporten frem til, at ansvaret for situationen i høj grad skal lægges hos cyklisten (en ældre svagtseende mand). Den konklusion er anklager bestemt ikke enig i.
Anklagers forsøg på påvirkning af vidnet
Vedkommende ringer derfor til bilinspektøren og drøfter konklusionen med det klare formål at få bilinspektøren til – under afhøringen af ham i retten – at ændre denne konklusion, således at ansvaret for situationen i stedet bliver placeret hos vognmanden.
Bilinspektøren, der har udarbejdet en rapport over uheldet og som i retten bl.a. skal komme med sin egen konklusion på uheldets årsager, afgiver forklaring som vidne i sagen. Derfor er anklagers opførsel et forsøg på at påvirke bilinspektørens forklaring som vidne. Anklagers intention med at ringe til bilinspektøren er, at han skal nå til den modsatte konklusion på spørgsmålet om uheldets årsag.
Vidnet stod fast
Lægges ansvaret på cyklisten, sker der frifindelse af vognmanden og lægges ansvaret på vognmanden, sker der domfældelse. Anklagers opringning til bilinspektøren er med andre ord et forsøg på at styre bilinspektørens konklusion på uheldssituationen. I Christiania/Nordlys-sagen forsøgte anklager at få bestemte tiltalte dømt ved hjælp af styrede vidneudsagn. Det er det samme der forsøges her. Det lykkedes heldigvis ikke. For under domsforhandlingen fastholdt bilinspektøren den konklusion, som fremgik af bilinspektørrapporten.
Min undren… og et ønske
Jeg fører mange færdselsstraffesager i retten, hvor bilinspektører udtaler sig om konkrete forhold i sagen. Det har flere gange undret mig, når bilinspektørerne når frem til konklusioner, som går imod den tiltalte. Særlig stor har min undren været, når grundlaget for bilinspektørens konklusioner i de konkrete sager har været særdeles tyndbenede. I rigtig mange af disse sager er det dog lykkedes at få tyndbenede argumenter skudt ned ved hjælp af spørgsmål til andre sagkyndige, hvorefter vognmænd/chauffører er blevet frifundet.
Jeg har ikke grundlag for at påstå, at anklagemyndigheden har en finger med i spillet ift. disse tyndbenede konklusioner fra bilinspektørerne. Men sporene fra denne og tidligere sager skræmmer dog. Der bør derfor, efter min opfattelse, ske en klarere opdeling imellem bilinspektører og anklagemyndigheden. Som sagt, og uden at kunne bevise noget som helst, er det min opfattelse, at der pt. er for tæt kontakt imellem disse myndigheder.
