22. november 2018

Forstærkning til holdet

Det startede med en træls dag for forsvaret (mig), da jeg i retten mødte en gæv, sagkyndig jyde med både et godt overblik og samtidig sans for detaljen inden for særtransport-området. Og det endte med, at jeg på sin vis har efterlevet Abraham Lincolns råd, der går på at ’holde dine venner tæt, men dine fjender tættere’. Jeg har nemlig pr. 1/12 2018 ansat Anja Velbæk Mouridsen som advokatfuldmægtig i Forman Advokater ApS.

Vores første møde

Under en færdselsstraffesag om særtransport var der indkaldt et sagkyndigt vidne fra Færdselsstyrelsen. Reglerne på særtransportområdet er komplekse og svære at overskue, så det var forståeligt at anklagemyndigheden havde indkaldt et sagkyndigt vidne til at forestå en guidet tur igennem særtransportområdet. En guidet tur som blev forestået af Anja.

 

Den dag i Retten i Nykøbing Falster tilbage i foråret demonstrerede hun så stort kendskab til og sympati for transportområdet, at hendes tilgang til og store viden var med til at gøre hende til en oplagt kandidat ved vores ansættelse af en ny advokatfuldmægtig.

 

Og jeg vil godt tilstå, at indholdet af Anjas sagkyndige vidneudsagn den dag i Retten i Nykøbing Falster var en smule træls for forsvaret. Til trods for mine ihærdige og mange forsøg på at ryste hende stod hun fast på en måde som viste, at hun havde utrolig godt fat i både overblikket, men så sandelig også detaljerne på særtransportområdet.

Anjas baggrund

Anja kommer fra et barselsvikariat i administrationen på Aarhus Universitet, og hun har som nævnt tidligere været ansat i Færdselsstyrelsen, hvor hun bl.a. har arbejdet med særtransportområdet – og hermed har opnået et omfattende kendskab til den ædle udøvelse af de tunge transporter.

 

Anja har i en periode været tilknyttet Forman Advokater ApS som juridisk medarbejder, og vi har her ved flere lejligheder fået smagsprøver på Anjas evne til, på meget kort tid, at sætte sig ind i endog særdeles komplekse sagsområder. Derudover deler Anja og jeg fælles udgangspunkt i en håndværksmæssig baggrund. Hvor jeg er uddannet mekaniker, er Anja oprindeligt uddannet frisør.

 

Vi har på kontoret oplevet en forøget efterspørgsel inden for vores speciale, og det er derfor en både oplagt og stor glæde at tilbyde Anja en stilling som advokatfuldmægtig i Forman Advokater ApS. Jeg er frem til, at hun kommer til at styrke og spille sammen med det seje team, vi har i forvejen.

 

 

Website by danielfrom.dk