…som de meget sjældent lever op til i sager, hvor chauffører er tiltalt.
Overordnet om sagen: En chauffør faldt kortvarigt i søvn og lastbilen endte i midterrabatten. Historien fortæller hvad der kan ske når Anklagemyndigheden ikke opfylder pligten til objektivitet i Retsplejelovens §96 stk. 2, der handler om både at finde beviser på den tiltaltes skyld og uskyld.
Voldsomme anklager
Anklagemyndigheden var oppe på den helt høje moralske hest under et retsmøde for nylig. Der blev talt om grov uforsvarlighed og påstået en meget langvarig frakendelse af førerretten i en situation, hvor en chauffør kortvarigt faldt i søvn bag rattet med det resultat, at lastvognen blev fanget i midterrabatten på motorvejen.
Alene det, at han var faldet i søvn, skulle efter anklagemyndighedens side have den konsekvens, at han skulle dømmes hårdt og herunder af med kørekortet 3 år – ubetinget.
Du burde være uskyldig til det modsatte er bevist
Nu er det heldigvis sådan, at du som chauffør skal have gjort noget forkert for at blive kendt skyldig. Du skal altså have optrådt uagtsomt for at blive straffet og derfor var det jo superspændende, om chaufføren havde overholdt sine køre- og hviletidsregler.
Derfor ledte jeg som det første efter taco-strimlen, da jeg modtog sagen fra anklagemyndigheden. Og jeg fandt godt nok i sagens dokumenter en tacostrimmel, som var blevet undersøgt, men anklagemyndigheden konstaterede efter undersøgelse af tacostrimlen at ”den sikrede udskrift ikke gav tilstrækkelig grundlag for vurdering af eventuelle overtrædelser” – kort og godt! Og så havde de ikke gjort mere ved det.
I stedet for at få fat i den rigtige tacostrimmel for at tjekke, om der fra chaufførens side var optrådt uagtsomt/gjort noget forkert, lavede anklagemyndigheden blot et anklageskrift med påstand om ubetinget frakendelse.
Herefter fik jeg forbandet travlt. I et kapløb med tiden og den løbende sletning af køre- og hviletidsoplysningerne, lykkedes det mig ved dygtige og kompetente folks hjælp at skaffe den rigtige tacostrimmel fra uheldsaftenen.
Og hvad fortalte den brugbare tacostrimmel fra uheldsaftenen så?
Den rigtige tacostrimmel viste, at chaufføren op til starten på arbejdet havde afholdt et hvil på 14 timer og 42 minutter (kravet er 9 eller 11 timer). I første arbejdsperiode efter opstart havde han herefter afholdt en opdelt pause på først 19 minutter og senere en pause på 31 minutter, hvor han havde sovet i køjen. Uheldet skete 44 minutter efter at han som sagt havde sovet 31 minutter i køjen.
Som det kan ses, havde chaufføren i den grad overopfyldt sine forpligtelser til hvile op til kørslen og pauserne var også rigeligt opfyldt. Derfor blev chaufføren da også frifundet i retten for påstanden om frakendelse af fører-retten.
Årsagen til den korte blund var formentlig en bestemt form for vitaminmangel, men chaufføren viste intet om sin vitaminmangel, da han faldt i søvn på uheldsaftenen.
Så er alt vel godt?
Nej, alt er helt bestemt ikke spor godt. Anklagemyndigheden undlader jo at få den rigtige tacostrimmel fremskaffet – og det er dybt kritisabelt. De havde fat i en tacostrimmel, som ikke indeholdt brugbare oplysninger fra uheldsdagen. De havde altså indlednings fat det rigtige sted, men da det så viste sig, at strimlen ikke havde de nødvendige oplysninger, undlod samme myndighed at gøre mere.
Med mit efterhånden indgående kendskab til anklagemyndigheden ville denne situation være endt i, at de var mødt frem i retten og havde påstået ubetinget frakendelse. Og da retten så godt som altid stoler på, at anklagemyndighedens fremlæggelse af sagen er rigtig oplyst (altså at de både har fremfundet beviser for den anklagedes skyld – og uskyld) var vedkommende blevet dømt med piber og tromme.
Anklagemyndigheden gør ikke deres arbejde ordentligt
Ingen ville have opdaget, at grundlaget for at fastslå uagtsomhed hos chaufføren ikke var til stede.
Tacostrimlen som dokumenterede uskylden, var ikke blevet indhentet, og dermed ville ingen i retslokalet komme til at vide, at chaufføren i den grad havde overholdt køre- og hviletidsreglerne.
Retssikkerhed er en knivsæg – og balancepunktet er blandt andet retternes blinde tillid til, at anklagemyndigheden under straffesagernes behandling har opfyldt objektivitetsprincippet i retsplejelovens §96 stk. 2 som bl.a. lyder ’ikke blot påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted’. Når anklagemyndigheden ikke lever op til dette princip og dermed deres ansvar, er retssikkerheden – igen – i fare.
